Ord til trøst og styrke

Hver onsdag lægger vi en lille refleksion, bøn, eller ord til eftertanke på forsiden. Op til weekenden flyttes ordene til denne side, så du stadig kan læse dem og finde trøst og styrke i ordene.

13. maj - Onsdagens ord til trøst og styrke

 

Vi hører for tiden, at det spreder smitte at synge, når vi står tæt. Men vi ved, at det i den grad også spreder glæde. Derfor skal vi fortsætte med at synge – blot med afstand. Også i kirken er salmerne vigtige både fordi de spreder glæde og skaber fællesskab. Men mindst lige så meget fordi poesien i dem ofte udtrykker noget af det, vi selv kan have svært ved at sætte ord på. Derfor kan rigtig mange salmevers også bruges som en bøn. Se f.eks. Salme 728 i Den danske salmebog vers 4:

 

Så lær mig da, Herre, at dig til behag

jeg bruger det pund, mig blev givet,

at fylde med hæderligt virke min dag,

at hjælpe og værne om den, som er svag,

at elske, thi deri er livet.

Og giv mig til sidst

et navn, Herre Krist,

som er i din livsbog indskrevet!

6. maj - Onsdagens ord til trøst og styrke

På fredag er det St. Bededag. Og i evangeliet til den dag lyder det bl.a:
Jesus sagde: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for”.
(Matt. 7.7-9)

Når vi så ikke kan mødes til fælles bøn i kirken, kan vi i stedet hver især bruge de bagerste sider af salmebogen, hvor man kan finde forskellige bønner eller måske kan du bruge denne lille bøn:

Gode Gud!
Giv mig styrke til at leve uden at frygte døden – eller livet.
Lad mig bruge livet godt, så bekymringer ikke får lov til at få mit liv til at krympe.
Amen.

(fra ”Ordforråd” af Inge Lindhardt Mikkelsen og Tine Illum)

29. april - Onsdagens ord til trøst og styrke

Langsomt åbner samfundet op. Men mange ting må vi stadig ikke. Vi længes efter at se familie og venner og at give og få et kram. Måske fristes man til at tænke, at man efterhånden har fortjent et godt selskab eller et stort kram. Og måske er man efterhånden ligeglad med selv at blive syg, bare man kan få lov at nyde livet. Men vi holder ikke kun afstand af hensyn til os selv. Vi gør det for at sundhedsvæsnet kan følge med, for at ikke flere skal miste deres arbejde, for at de svageste i vores samfund ikke skal miste livet. Lige nu må vi i særlig grad minde os selv om, at vi som kristne er forpligtede på næstekærligheden. Det beskriver Paulus så fint i sit brev til Fillipperne:

Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed,
men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. 
Tænk ikke hver især på jeres eget,
men tænk alle også på de andres vel.
(Fillipperbrevet kap. 2 v.3-4)
 

24. april - Onsdagens ord til trøst og styrke

Vi kender aldrig fremtiden. Sådan er vores vilkår her i verden. Men i denne tid synes det med at tage en dag at gangen pludselig mere relevant og nødvendigt, end vi er vant til i vores moderne verden. Men i virkeligheden har det altid været nødvendigt. I Bibelen kan man i Prædikeren bog læse disse forstandige ord om, at alting har en tid:

Alting har en tid,
for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.
En tid til at fødes, en tid til at dø.
En tid til at plante, en tid til at rydde.
En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.
En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.
En tid til at græde, en tid til at le.
En tid til at holde klage, en tid til at danse.
En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten.
En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne.
En tid til at opsøge, en tid til at miste.
En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort.
En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen.
En tid til at tie, en tid til at tale.
En tid til at elske, en tid til at hade.
En tid til krig, en tid til fred.
(Prædikerens bog kap. 3 v.1-8)

15. april - Onsdagens ord til trøst og styrke

 

I denne tid går alt for mange af os rundt alene for meget af tiden. Måske er vi fysisk alene. Men så længe vi husker hinanden, tænker på hinanden og taler sammen, er vi ikke helt alene. Det er så vigtigt, at vi trods egen ensomhed ikke glemmer de mennesker, som er omkring os. Denne bøn, tilskrevet Frans ad Assisi, kan hjælpe os til at huske at række ud:

 

Herre hjælp mig med at søge,

ikke så meget at blive trøstet

som selv at trøste,

ikke så meget at blive forstået

som selv at forstå,

ikke så meget at blive elsket

som selv at elske.

8. april - Onsdagens ord til trøst og styrke

Påsken er normalt en tid, hvor vi samles i kirken og med familien. Det er efterhånden nogle uger siden, at vi har kunnet gå i kirke og sammen knæle ved Herres bord og modtage den nadver, som vi hører om i evangeliet til skærtorsdag. I år må vi fejre påske derhjemme i små grupper eller helt alene. Nedenstående bøn er ikke en nadver. Men den kan bruges i denne påske, hvor vi måske særligt har brug for at huske, at ethvert måltid kan spises i Herrens navn:

 

»Gode Gud, giv os/mig i dag glæden ved at spise et godt påskemåltid i dit navn. Vi/jeg takker dig for, at vi/jeg kan være her og fejre påske. Guds søn har selv sagt os, at han er livets brød, og at den, der kommer til ham ikke skal sulte, og at den, der tror på ham, aldrig skal tørste. Vær du med os alle i dag, hvor vi på én gang har nok at spise og drikke, og samtidig tørster og hungrer efter at være sammen om dit bord, og også savner at være sammen med nogle, vi holder af. Vi/jeg beder dig være hos os alle, nær og fjern. Amen«

1. april - Onsdagens ord til trøst og styrke

Vi mennesker vil så gerne være i kontrol. Vi har det bedst, når vi har styr på tingene. Men sandheden er, at vi ikke har kontrol med vores liv. Vi kan ikke selv bestemme, hvad der rammer os eller hvilke muligheder, vi har i livet. Vi kan gøre rigtig meget selv. Og vi skylder både os selv og vores omgivelser at gøre os umage. Men vi kan ikke klare alt selv. Derfor må vi nøjes med at gøre vores bedste og så lægge resten i Guds hænder – særligt når vi som nu let rammes af frygt og bekymring for os selv, vores kære og vores samfund:

Gud, giv mig
sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting jeg kan,
og visdom til at se forskellen.

(Fra sindsro-bønnen 1932)